Formål
FanNetværket for Kvinder er et trygt sted, hvor kvinder kan være engagerede fodboldfans – uden at skulle bekymre sig om mansplaining, nedgørelse, usikkerhed, etc.
Det er et sted, hvor vi kan snakke om de særlige udfordringer ved at være kvindelig fodboldfan og om chikane på tribunen, men også et sted hvor vi kan debattere VAR, reform af europæiske ligaer eller noget helt tredje. Det er et sted, hvor kvinder kan finde andre kvinder til at tage på stadion sammen med og igangsætte projekter. Det er et sted, hvor vi kan hjælpe hinanden. Det er et sted, hvor vi kan bygge hinanden op. Det er et sted, hvor vi kan sparre og udvikle os.
Mission
FanNetværket for Kvinder arbejder for at sikre, at kvindelige fodboldfans bliver set og hørt.
Vi arbejder for at kvinder føler sig velkomne og værdsat på (stemnings)tribunerne – på lige fod med mandlige fans.
Vi arbejder for at få flere kvinder med på stadion.
Det kræver øget inklusion og repræsentation, respekt for forskelligheder og faciliteter, der også tager hensyn til at kvinder tager til fodboldkampe (ude såvel som hjemme). Blandt andet.
Derfor vil vi skabe et fællesskab, hvor kvindelige fodboldfans kan vidensdele, støtte og udvikle sig selv og deres lokale fanmiljøer.
Både nuværende og fremtidige kvindelige fans fortjener fuld accept i fodboldmiljøet. Vi tager kampen for jer og med jer.
Vil du være med?
Vil du være en del af netværket? Du kan finde os her:
Følg os på Facebook
Send os en mail
Deltag i debatten i vores Facebook gruppe
Tilmeld dig og få nyt fra netværket og invitationer til begivenheder
Hvem er vi?
Bag FanNetværket for Kvinder står 5 kvindelige fodboldfans. Læs hvem vi er er og vores motivation for at starte netværket.
Anja Lilli Beikes
Jeg har hele mit liv været fodboldfan, fordi min far tog mig med på Aarhus Stadion i barnevognen. De sidste 17 år har jeg været frivillig i vores fanklub, det sidste halve år som formand. Faktisk er jeg vores fanklubs første kvindelige formand, og vi har næsten 30 år bagen. Nu er vi så fire kvinder ud af 5 i vores bestyrelse, og det er gået op for mig, at det faktisk kan være ret usædvanligt i en fodboldfanklubs bestyrelse, at kvinderne er i overtal. Der er ellers mange frivillige kvinder i fanklubberne rundt i landet.
Jeg er med til at stifte dette fannetværk i Danmark for at arbejde for, at vi kvinder er fans på lige på fod med mændene. Selv har jeg ikke oplevet nogle former for diskrimination som kvindelig fodboldfan ud over dumsmarte bemærkninger til min fodboldviden, men jeg ved, at det sker jævnligt på tribunerne – også hos de hviie. Det er heller ikke altid så let som ung kvinde at finde andre piger at se fodbold med, og det vil jeg gerne gøre noget ved.
Hvorfor kan der for eksempel blive arrangeret busture kun for mænd i de uofficielle miljøer, burde der så ikke være busture kun for kvinder? Jeg vil gerne, at danske kvindelige fans får mulighed for at deltage i eksempelvis away-ture uden, at det skal være som medlem af en fanklub. Kvindelige fans har jo lige så meget ret til at være uofficiel fan, som mænd har (selvom jeg da ville foretrække, at de meldte sig ind i en fanklub 😊).
Jeg vil også gerne være med til at forbedre forholdene for kvinder på stadions rundt i landet, og det kan vi, hvis vi kvinder står sammen. Det kunne da være dejligt med mere end et dametoilet på Randers Stadion.
Jeg ser frem til at netværke og arbejde sammen med masse skønne kvindelige fans fra hele landet uanset, om de holder med Randers, FCK eller Brøndby.
Katinka Riess-Knudsen
Da jeg startede med at gå til fodbold i 90′ erne var vi ikke mange piger på tribunen og jeg indrettede mig efter den mandsdominerede verden jeg befandt mig i. Det gjorde mig til fan på mændenes præmisser. Det betød også, at jeg måtte finde mig i at lægge øre til meget og at jeg ofte gik på kompromis med mine egne grænser og værdier, fordi jeg troede at spillets regler var indrettet på den måde.
I teenageårene hvor jeg til tider gik alene til fodbold var det naturligt for mig at opføre mig som de øvrige mandlige fans omkring mig og jeg accepterede samtidig at visse dele af fankulturen var lukket land for mig fordi jeg var kvinde. Hvis jeg ville være fan, så følte jeg at jeg måtte indrette mig.
Med tiden som jeg begyndte at hvile mere i mig selv og blev mere selvstændig, blev jeg fan på mine egne præmisser og jeg lukkede ørerne for andres meninger. Jeg søgte mod det officielle miljø for der var plads til alle og blandt de frivillige i fanklubben fandt jeg, til min store overraskelse, enormt mange kvindelige ildsjæle, der havde langt flere evner end hvad man umiddelbart tilskrev dem. Kvinder knoklede og havde så mange andre funktioner end blot at sy bannere og flag eller holde fødselsdage for børnene. Jeg engagerende mig, for at være med til at præge fankulturen og skabe bedre forhold for alle fodboldfans.
Jeg er gået fra at være fan til at fodbolden i dag fylder stort set hele mit liv. Jeg omgiver mig med mennesker på tribunen der er rummelige og hverken skelner mellem køn eller andre forskelligheder. Derfor glemmer jeg også ofte hvordan det var for teenageren at finde sin plads på en mandsdomineret tribune og jeg gik længe i den naive tro, at historien for os kvindelige fans i 90’erne var unik. Altså lige indtil for nyligt, da jeg igen fik råbt ‘Kvinder ud af fodbold’ direkte ind i hovedet af én ung gut der højst sandsynligt ikke en gang var født, da jeg startede med at komme til fodbold – blot fordi jeg befandt mig i mængden af fans. Men hvor er det egentlig jeg skal hen? Fodbolden er mit liv.
Efterfølgende blev jeg nysgerrig og spurgte den lidt yngre generation af kvindelige fans i det uofficielle miljø hvordan de føler det er at være kvinde i fanmiljøet.
Jeg fik svaret, som jeg måske selv havde givet i mine teenage år – ” Vi indordner os – It’s a Man’s World”
Sådan bør svaret bare ikke lyde i 2021, så er der altså noget galt. Fodbold er for alle der har lyst til at være fans og der skal være plads til at alle typer af mennesker kan engagere sig. Ingen skal ud af fodbold andet end kønsfordommene. Hersker den holdning stadig både blandt kvinder og mænd på tribunerne, så er det vores fælles ansvar at ændre det. Fra i dag.
Katrine Blom
Jeg har ikke altid været fodboldfan, jeg har været Brøndby-fan først og fremmest – fordi det på mange måder følger med som en del af din identitet når du vokser op på Vestegnen. Og så er det med at elske sporten generelt kommet til senere. Men jeg bliver stadig aldrig en af dem, der kan alle statistikker i hovedet eller er helt opdateret på de internationale ligaer. Det primære for mig har altid været fællesskabet og følelserne på tribunen. Og (Brøndby) stadion er det sted jeg føler mig mest hjemme.
Derfor er det også hårdt at opleve, at man ikke altid er velkommen. At der er andre, der er mere “rigtige” fodboldfans og at stadion ikke kan være mit frirum ligeså meget som det kan være deres. Tit er jeg taget hjem mere træt end opløftet fordi jeg har skulle høre på klamme kommentarer. Som dengang en kontrollør kun ville lukke mig ind, hvis jeg flashede mit undertøj. Eller fordi jeg har brugt en halv kamp på at skændes med medfans og føle mig utryg fordi jeg har sagt fra overfor sexistiske, racistiske eller homofobiske tilråb – uden at nogen har bakket mig op.
Når du ikke oplever at kærligheden går begge veje, så bliver det oplagte at give op og rette ind. Træde lidt i baggrunden. Men det taber alle jo på. Det nytter ikke noget at klubber mister fans og frivillige fordi vi lader som ingenting eller bare holder fast i status quo fordi det er det nemmeste.
Nogle af fanmiljøets problemer handler om køn, andre ikke. Men uanset hvad hjælper det at give plads til flere perspektiver og oplevelser. Og det er dét, jeg mener et netværk for kvindelige fans kan: sikre en fælles stemme og synlighed. Vi skal have kigget på problemerne, men vi skal også skabe nye projekter og inspirere. Vi skal fremad. Og jeg tror fuldt og fast på at de er muligt at skabe et rum for alle typer fans – uden det nødvendigvis betyder, at nogen skal miste noget.
Ronja Louise Siesing
Jeg startede med at følge F.C. København i TV hjemme fra min morfars stue i en ung alder. Søndag efter søndag så vi fodbold sammen.
Da jeg endelig blev gammel nok til at tage på stadion, havde jeg svært ved at finde ligesindede at tage på stadion med, og det var først da jeg blev 18, at jeg fandt andre fodboldinteresserede piger. Her startede min mangeårige deltagelse på stemningstribunen i Parken, og jeg har stået der lige siden. Den lille pigegruppe er efterhånden blevet til en stor gruppe af fodboldvenner, mænd som kvinder, der nyder fodbold sammen.
Jeg har længe haft lyst til at engagere mig yderligere i fodboldfanoplevelsen. Det gjorde jeg i 2019, da jeg blev del af Danmarks tifohold til herrelandsholdets kampe, og siden hen har jeg påtaget mig et større ansvar.
Min motivation for at starte et fannetværk for kvinder er, at jeg oplever manglende fokus på den kvindelige fodboldfan på stadion. Det er simpelt: kvinder skal indgå i ligningen, når stadionoplevelsen tilrettelægges. Det skal ikke være et særsyn at se kvinder på (stemnings)tribunen, og den kvindelige fodboldfan skal anerkendes i lige så høj grad som den mandlige. Jeg har oplevet en negligering af det at være kvinde og gå op i fodbold og fanoplevelsen. Jeg har flere gange oplevet, at jeg skal bevise, at jeg er en værdig fodboldfan ved at besvare spørgsmål om det hold jeg støtter. Jeg kan ikke tælle, hvor mange gange, jeg er blevet spurgt om, hvor mange fodboldspillere jeg kan nævne, og hvem der scorede målene i den kamp. Det vil jeg gerne ændre.
Det er mit håb at netværket kan skabe et rum, hvor man som fodboldfan og kvinde kan dele sine glæder og frustrationer, og hvor man også kan blive klogere på fodbold.
Sarah Agerklint
Igennem de 12-15 år, hvor jeg har været aktiv på tribunen, i den organiserede fankultur og fanpolitisk arbejde, har jeg haft flere dialoger med andre kvinder (alle ledende kvinder i fanpolitisk arbejde) om ideen med at stable et kvindenetværk på benene. Vi kom bare aldrig rigtigt videre ud over rampen. vi havde jo masser af sager at håndtere til glæde for alle danske fodboldfans. Vi skulle kæmpe mod et awaykort – bevares sammen med mændene, vi skulle kæmpe med og mod vores klubber og politikere om små og store sager. Og så blev ideen om et kvindenetværk desværre ved tanken.
Covid-19 har bragt meget med sig på godt og ondt. Men primært har den bragt rigtigt meget tid, hvor man kan gå og tænke tilbage, og se oplevelser i et andet lys – jeg er både blevet ældre, klogere og meget mere gråhåret. I dag vil jeg retrospektivt sige, at jo det har givet sine udfordringer at være kvinde i et fodboldfanmiljø.
Jeg har måtte lægge ører til mangen en kommentar om kvinder på (stemnings)tribunen, især når jeg som eneste kvinde sidder med til bordet til møder med repræsentanter fra de andre fangrupperinger. Jeg har hver gang valgt at overhøre kommentarerne, fordi en kommentar kun fjerner mere af min berettigelse til at sidde med ved bordet. Jeg har oplevet at blive ignoreret til møder, og talt henover, selvom jeg måske netop sad med vigtig viden eller en god pointe. Pointer der kun blev leveret til mødet, fordi en mandlig allieret hørte mine pointer, og fremhævede dem (og at jeg havde sagt det – han tog på ingen måde æren).
Jeg har måtte kæmpe mig til respekt. Og da jeg efter 10 år som næstformand, valgte at tage springet og stille op som formand, måtte jeg også høre enkelte kommentarer om, at der da ikke kunne sidde en kvinde som formand, når de fleste medlemmer og medfans er mænd.
Forskellige samtaler over det seneste år overbeviste mig om, at tiden er moden til et fannetværk for kvinder. Der er behov for at vi sætter fokus på udfordringerne, og skaber rum for udvikling og normalisering af kvindelige fodboldfans. Så den næste kvindelig forperson ikke skal høre kommentarer om, at det er forkert. Høre på nedsættende kommentarer om man nu skal tiltales forperson eller forkvinde. Så det er en helt naturlig ting, hvis hun er kvalificeret til posten. Og så de unge piger og kvinder der følger efter os ikke skal kæmpe for deres ret til at stå på tribunen og bidrage på lige fod.
Dansk 
English (UK)