Særligt den gode dialog og samarbejde var på dagsordenen, da medlemmer af DFF mødtes til det årlige DFF Fan Seminar og generalforsamling. Denne gang var rammerne henlagt til Tilst ved Aarhus, hvor DBU Jylland lagde hus til.

Til dette års seminar stod emner som bl.a. Good Hosting og samarbejde på tværs af fangrupperinger og med fankoordinatorer (SLOer) på programmet. Fredag var der besøg af Rigspolitiet, der kom med opdatering på diverse statistikker, og som tog imod input og feedback. DFF har løbende kontakt til Rigspolitiet om særligt dialogindsatsen i dansk fodbold. Derefter fulgte Claus Thomsen og Kasper Kragh fra Divisionsforeningen, der fortalte om de nye Good Hosting tiltag (som DFF har givet en del input til) og nye TIFO-regler, der skal gøre livet lidt lettere for de stemningsaktive.

Lørdagens program havde fokus på bl.a. samarbejde mellem fanklubber og uofficielle grupperinger på programmet, samarbejdet mellem SLO, klub og fans, Good Hosting i divisionerne og opdateringer fra udebaneundersøgelser og tilskuerstatistik. Afslutningsvis en opdatering omkring samarbejdet med Tifontaine og udviklingen af alternativ, lovlig, pyro – hvis alt går vel vil produktet være klar til brug senere på året.

Generalforsamling 2018

Søndagens generalforsamling bød på en gennemgang af årets aktiviteter, fremlæggelse af regnskab mm. og valg til bestyrelsen. Efter seks hæsblæsende år valgte Rasmus Trenskow ikke at genopstille til bestyrelsen, da tiden ikke længere er til det. Også bestyrelsesmedlem Frederik Holm-Jørgensen valgte ikke at genopstille. Begge blev takket mange gange for den flotte indsats gennem årene, og ønskes god vind fremover. Efterfølgende blev der valgt bestyrelse og suppleanter uden kampvalg.

Bestyrelsen i Danske Fodbold Fanklubber per 21. januar 2018: Formand Christian Kokholm Rothmann (AaB Support Club), næstformand Helle Fahlgren (Wild Tigers), bestyrelsesmedlem David Thorbjørn Møballe Madsen (AGF Fanclub), bestyrelsesmedlem Sarah Agerklint (Brøndby Support) og bestyrelsesmedlem Poul Dudal Madsen (De Blå/Hvide Engle) samt suppleanterne Lis W Hansen (SIFosis) og Claus Kejlstrup (Black Wolves). Derudover revisor Lasse Hjorth Kelm (Brøndby Support) og revisorsuppleant Lisa Kildsgaard (AGF Fanclub).