TCR-logoLørdag d.08. februar blev der vanen tro dystet om hæder og ære, da det årlige Fair Fans Cup fandt sted. Årets værter, The Crazy Reds, havde sørget for fremragende rammer i Hedensted, hvor i alt 22 hold dystede.

Stemningen var til tider meget intens, altid underholdende, og der blev råbt, hujet, heppet og drillet på bedste maner. Der blev uddelt et plaster, enkelte gik humpende fra banen, mange tabte pusten, og en enkelt måtte en tur på skadestuen med en brækket næse – jo, jo, der kæmpes for æren når fans dyster.

I sidste ende kunne Team ScandinavianBook fra AGF Fanclub løfte trofæet efter en 3-2 sejr over Roligan Trekantens hold ”Lumskebugten”. Bronzen gik til SIFosis 1, der slog Esbjerg Hardballs.

Der blev også dystet i den store ”taber-finale”, hvor kampen om ikke at ende sidst stod mellem Randers FC Supports ”100 % Hest” og Den Gule Fares ”Kun for Sjov”. Her kunne ”100 % Hest” løfte mini-trofæet til aftenens festivitas (dog med lidt hjælp fra en vildfaren AB’er).

Aftenens store guldfest fandt sted på Vejle Stadion, hvor godt 110 fans havde tilmeldt sig. The Crazy Reds havde sørget for en lækker menu ovenpå dagens strabadser, og der blev knyttet venskaber på tværs af klubskel med sang, drillerier og skålen som en del af en ret massiv lydkulisse. Enkelte måtte i øvrigt også knibe en tåre, da vi efter aftenens præmieoverrækkelser overværede en Vejle-fan gå på knæ for hans udkårne – de to havde mødtes til Fair Fans Cup for tre år siden i København, så hvad var mere naturligt en at dele denne smukke kærlighedserklæring med os andre. Hun sagde naturligvis ”ja” 🙂

Der skal fra Danske Fodbold Fanklubbers side lyde et stort tak til The Crazy Reds, NordicBet, og de mange øvrige sponsorer der støttede op om arrangementet. Og naturligvis et stort tak til de mange deltagere og tilskuere.

Vi glæder os til Fair Fans Cup 2015, hvor AaB Support Club har takket ja til værtsskabet. Det er i øvrigt 20. gang stævnet afholdes næste år, så mon ikke det bliver et brag af et arrangement?!

 

Fotograf Emil Jensen har givet os et par fotos, der kan ses på vores Facebook-side: https://www.facebook.com/media/set/?set=a.611511922231536.1073741829.137205896328810&type=3&uploaded=60#!/media/set/?set=a.611511922231536.1073741829.137205896328810&type=1

 

NordicBet FFC14