På ganske få år er tilskuertallene i Superligaen raslet ned. En af faktorerne er helt sikkert finanskrisen, men de økonomiske kvaler rundt omkring kan og skal langt fra tilskrives hele æren.

 

En del af årsagen til de faldende tilskuertal i Superligaen kan skyldes, at dansk fodbold er blevet kønsløs. Der er ingen profiler, der skiller sig ud. Det virker som om, at det er blevet forbudt at være anderledes.

 

Og skulle der have forvildet sig en skæv type ind i Superligaen, bliver han hurtigt irettesat. Der er ikke længere plads til typer som Mohammed Zidan og Mark Strudal.

 

Spillerne må dårligt træde ved siden af, og interaktion med fansene ad andre kanaler end officielle klub-fora er stort set bandlyst.

 

Det koster på den lange bane, for det gør ligaen dødkedelig. Det er i dag stort set ikke tilladt at juble over en scoring, hvis man som spiller vil undgå at få et gult kort. Det går ud over samspillet med fansene – og i sidste ende stemningen.

 

Fælles indløb – en stemningsdræber

 

Manglen på skæve profiler udgør dog kun en del af regnestykket.  Foruden ensretningen af de spændende og skæve profiler, er fælles indløb før kampen en kæmpe stemningsdræber.

 

Før i tiden kunne man som hjemmeholdstilhænger pifte og buhe, når spillerne fra udeholdet løb på banen. Det kan man ikke længere. I dag er det blevet så poleret og politisk korrekt, at begge hold går på banen samtidig.

 

Det har ødelagt nogle af de traditionelle indløb, som enkelte af Superligaens hold er kendte for.

 

Klubberne bør i den grad overveje at gøre en ende på fælles indløb igen, for det nuværende er kun med til at gøre Superligaen farveløs. Med de fælles indløb er samspillet mellem hjemmeholdets fans og gæsternes frygt for udebanen er forsvundet – ligesom en del af den gode stemning er det.

 

Hån af modstanderen er med til at gøre stemningen god, og den gode stemning er vigtig -både for at få flere på stadion, men også for de folk, som ser kampene i fjernsynet.

 

Glem ikke de aktive fans

I iveren for at gøre Superligaen attraktiv for flere børnefamilier, har klubberne glemt én ting.  De aktive fans, der i sidste ende er med til at tiltrække familierne.

 

Det kan godt være, at børnefamilier smider en stor pose penge, når det kommer til merchandise, mad og drikke, men de aktive fans er med til at skabe den vare, som disse familier skal købe.

 

I dag må fansene dårligt nok håne modstanderen, før det koster i fairplay-regnskabet. Det spiller helt sikkert en rolle, at fansenes kreative frirum bliver begrænset.

 

Er stemningen væk, er produktet blevet devalueret med faktor hundrede eller mere. Og så kommer familierne ikke igen.

 

Skal Sortbørs-initiativer bekæmpe ballade?

 

Som et værn mod ballademagere er en del klubber begyndt at afkræve køberens navn på billetterne, ligesom man har set koncertarrangører gøre det for at gøre det sværere at afsætte billetterne på det sorte marked.

 

Desværre lader det til, at klubberne tror, at et værn mod sortbørshandel er lig med et værn mod ballademagere.

 

Da billetterne under normale omstændigheder ikke kan refunderes, resulterer det i en anden problemstilling:

Er personen, hvis navn står anført på billetten, eksempelvis i sidste øjeblik forhindret i at komme til kampen, kan vedkommende ikke bare overdrage billetten til en anden. For billetten kan kun bruges af den person, hvis navn såt anført på billetten.

Billetten – og dermed pengene er derfor spildt.

Det er ikke utænkeligt, at netop dén procedure er med til at afholde folk fra at købe billetter før i sidste øjeblik, hvor man er helt sikker på, at man vil af sted.

Spontaniteten ved at gå til fodbold bliver med andre ord dræbt, når det bliver for besværligt at anskaffe sig en billet. Og fleksibiliteten? Den er også væk….