Flere end 150 fodboldfans, venner, familie og tilskuere lagde lørdag den 2. februar vejen forbi Rishøj-hallen, hvor HB Køge Support var vært for Fair Fans Cup – de uofficielle Danmarksmesterskaber i indendørs fodbold for fodboldfanklubber.

Køges borgmester Marie Stærke åbnede stævnet, der havde deltagelse af fans fra hele landet. Marie Stærke glædede sig over, at fanstævnet var en familiebegivenhed, med henvisning til de mange børn og barnevogne, der også var til stede i hallen.

Familier til FFC

 

Som tak fik borgmesteren overrakt en HB Køge trøje til den næste generation af Stærke-familien.

Efter åbningen tog Marie Stærke plads på tilskuerpladserne for at heppe det lokale hold Svanerne frem til sejr i åbningskampen, og med god borgmesterlig støtte blev det til en flot hjemmesejr.

I pausen mellem de indledende kampe og finalekampene optrådte HB Køge Cheerleaders med nye danse og nye piger i truppen. Pigerne modtog et af dagens allerstørste bifald, og der er helt sikkert meget at glæde sig til på SEAS-NVE Park i forårssæsonen.

Finalekampene udviklede sig til et rent jysk anliggende.

Finalen blev vundet af Fat Boys fra AaB Support Club over Team Aros fra AGF Fanclub. Tredjepladsen gik til SIFosis fra Silkeborg efter sejr over The Crazy Reds fra Vejle.

Aab Fat Boys

Administrerende direktør i HB Køge, og tidligere landsholdsspiller, Søren Colding uddelte medaljer til de tre bedst placerede hold. Det vindende hold fik også den traditionsrige vandrepokal med hjem til Aalborg. Desuden fik de den særlige Fair Fans Cup 2013 pokal til ejendom.

Efter stævnet var der fest for stævnedeltagerne med spisning, og det lokale diskotek “Party in the Sky” spillede op til dans og fest.

Som det hører sig til, var der masser af fredsommeligt drilleri fanklubberne imellem og hygge på tværs af klubskel. Fanklubberne fik endnu engang bevist, at fankultur først og fremmest handler om fredelig kappestrid og fest.

Kilde: Lørdagsavisen Køge