Som noget helt nyt er fansene blevet hørt i forbindelse med en ny handlingsplan fra Justitsministeren skal sikre, at en lille hårde kerne af ballademagere ikke får lov til at ødelægge oplevelsen for flertallet, der tager på stadion for at se fodbold. 

Fodbold er en folkefest, som samler danskerne. Fascinationen er stor, og spillet tiltrækker både gamle og unge, og de mange tilskuere og fans er med til at danne en festlig ramme om den danske nationalsport. 

Desværre er der også et meget lille mindretal, der benytter fodboldkampe som et påskud for at skabe ballade. Med deres uacceptable adfærd er de med til at ødelægge oplevelsen for de store flertal, når de gang på gang løber med de negative overskrifter i aviserne.

Derfor har Justitsminister Morten Bødskov i samarbejde med fodboldens centrale interessenter udarbejdet en ny omfattende handlingsplan med 21 konkrete initiativer, der sætter målrettet ind mod den lille hårde kerne af ballademagere. Og i modsætning til tidligere handlingsplaner har fanklubberne været inddraget. 

Det glæder formanden for Danske Fodbold Fanklubber (DFF), Rasmus Trenskow, der mener, at de bedste løsninger findes ved at inddrage og lytte til nogle af dem, der oplever problemerne på nærmeste hold, fansene. 

“For os er det helt afgørende, at vi får fokus på den gode fodboldoplevelse. Det kan vi konkret bidrage til ved at udbrede vores gode erfaringer med håndtering af udebanefans. I DFF er vi yderst tilfredse med det samarbejde, vi har haft med de andre aktører omkring handlingsplanen. Mange  af de indspark, som vi er kommet med, er kommet med i handlingsplanen,” siger Rasmus Trenskow.

 Som led i dialogen er der siden foråret blevet afholdt en række møder mellem Justitsministeren og de centrale aktører i dansk fodbold – heriblandt fansene i form af DFF. 

“Med handlingsplanen påtager DFF sig også et fælles ansvar for at sikre gode fodboldoplevelser for alle og få gjort op med det mindretal af urolige elementer, som indimellem lykkes med at ødelægge oplevelsen for de andre,” siger Rasmus Trenskow.

Vi håber derfor, at vi fans også i fremtiden bliver inddraget i det arbejde, der skal medvirke til at fastholde den positive fankultur og den gode stemning, som kendetegner flertallets oplevelser på de danske fodboldstadioner.

 

Handlingsplanen, “Gode fodboldoplevelser for alle”, kan i sin helhed ses påhttps://fairfans.dk/gode-oplevelser-for-alle.html