Fodboldens ansvar – Et VM i menneskerettighedernes tegn

Fodboldens evne til at omfavne os alle og glemme tid og sted sættes konstant på prøve, da fodbolden er blevet fanget i en geopolitisk magtkamp hvor nationer, institutioner og rigmænd ingen midler skyr for at sikre at de, gennem sporten, repræsenteres på den bedst mulige måde. At sport og politik skal adskilles høres tit – […]

Fodboldens evne til at omfavne os alle og glemme tid og sted sættes konstant på prøve, da fodbolden er blevet fanget i en geopolitisk magtkamp hvor nationer, institutioner og rigmænd ingen midler skyr for at sikre at de, gennem sporten, repræsenteres på den bedst mulige måde.

At sport og politik skal adskilles høres tit – og vi er enige. Men at påstå at sport og politik rent faktisk ER adskilt er en historie- og tankeløs bemærkning. Fordi sporten, herunder fodbolden, er og bliver fortsat brugt politisk. Tildelingen af slutrunder og større idrætsbegivenheder er en kampplads hvor nationerne med deres sports koryfæer og andre større personligheder kæmper, med opbakning fra det pågældende lands styre, om at blive de næste i rækken. Alle skal de overgå tidligere begivenheder; det handler om at vise at man er større og bedre end alle andre.

Sporten har uomtvisteligt nydt godt af den politiske involvering, de store slutrunder er blandt andet med til at vække interessen hos næste generation af eliteudøvere samt sikre at der er en platform, hvor de med sponsorer i ryggen kan veksle opmærksomheden til kolde kontanter. Det påvirker ikke nødvendigvis sporten med politisk opbakning, men hvad der skader sporten er, når sporten bliver misbrugt som en nations propaganda kampagne og den pågældende nation helt tydeligt ignorerer de værdier sporten er bygget op om.

Qatar 2022

Modsat tidligere er debatten om slutrunden startet flere år inden den finder sted. Diskussioner og debatter har ulmet under overfladen lige siden Sepp Blatter tilbage i 2010 afslørede, at Qatar skulle være værter, men modsat tidligere er debatten nu ikke kun i fankredse, ikke kun blandt de få. Debatten er nu offentlig, i medierne og blandt massen af fodboldfans, men også udenfor de snævre fankredse. 

VM i Qatar 2022 er kontroversiel på flere niveauer end tidligere set. Ørkenstaten har ikke tradition for fodbold eller fodboldkultur, og med 300.000 lokale er det formodentligt ikke det noble ønske om at sprede fodbolden, der ligger bag placeringen af VM i Qatar.

Der er en række af udfordringer forbundet med afholdelse af et VM i Qatar, i blandt disse udfordringer er det fortsat ikke muligt for mænd at kvinder at se fodbold på de samme afsnit. I Danske Fodboldfans (DFF) mener vi ikke, at ens køn skal afgøre hvilket afsnit man befinde sig på, hvorfor det må være et krav til værterne og FIFA at sikre, at mænd og kvinder kan så side om side til slutruden i Qatar 2022. 

6.750 eller 37 døde?

The Guardian bragte i slut februar en artikel om at der havde været 6.750 dødsfald blandt de asiatiske arbejdere siden Qatar fik tildelt VM. Selv siger Qatar at “blot” 37 er døde i forbindelse med stadionbyggerier til VM, 34 er desuden klassificeret som “ikke-arbejdsrelaterede” dødsfald. Ingen af tallene er rigtige, men det skyldes manglende åbenhed fra Qatar. 

Det er svært at få verificeret dødsårsager, det er svært at få verificeret antallet af døde, fordi de ikke obduceres. Det er svært at få verificeret tallene fordi Qatar har gjort alt i deres magt for at lægge låg på og skjule det. Der er ikke fri adgang for pressen, og den viden vi har i dag er kommet frem, fordi journalister har risikeret alt, for at komme bag kulissen og grave fakta frem. Adskillige journalister er blevet tilbageholdt og chikaneret af myndigheder.

Hvis Qatar virkelig mener reformer og vil forandring, bør fri presse være første skridt.

Men betyder det i sidste ende noget om det er 6.750 eller blot 37? Betyder det reelt noget om dødsfaldene er sket på stadion byggepladser, eller i bygningen af den generelle infrastruktur, som skal understøtte VM? Når dødsfaldene skyldes dårlige arbejdsvilkår? Når dødsfaldene skyldes umenneskelige levevilkår? Når dødsfaldene skyldes at arbejderne behandles og lever som slaver, noget de fleste af os troede forsvandt med det 19. århundrede?

For at sikre gennemsigtighed i migrantarbejdernes forhold, arbejds- såvel som bolig anser vi det som værende essentielt at uvildige observatører ansættes for sikre at Qatar overholder deres forpligtelser over for International Labour Organization (ILO) og Amnesty. Ligeledes skal klagesager vedrørende manglende udbetaling af løn opprioriteres således at der ikke går længere end 1 måned før der falder dom, samt skal der falde dagsbøder når arbejdsgiver ikke formår at udbetale løn rettidigt. Alt sikre arbejderes rettigheder bør være en første prioritet for lederne af arbejderklassens favoritsport.

Boykot eller ikke boykot?

I DFF har vi naturligvis fulgt med i debatten og herunder også borgerforslaget til boykot af slutrunden.

Hvorvidt der skal boykottes eller ej er en kompleks beslutning. Men at melde ud at man ikke vil boykotte skaber flere problemer end det løser. Fordi ved at melde ud at man ikke vil boykotte, har man fjernet sin mulighed for at presse Qatar og FIFA. Fordi alt de ønsker er, at afvikle en slutrunde, hvor vi alle skal glemme debatten til selve slutrunden. Jo mere de kan undgå debatten før slutrunden, jo større sandsynlighed er der også for at når spotlightet slukkes over Qatar, forsvinder debatten.

FIFA har bevist, at de kan foretage ændringer. Se bare de fanzoner der er oprettes, hvor der – stik imod de normale regler i Qatar – serveres alkohol. Noget der ellers går imod landets love – men med en stor sponsor, der lever af at sælge alkoholprodukter er det muligt. Kan de også sikre varige forandringer, når der ikke er en stor sponsor, der beder dem om det?

Hidtil har vi hørt fra DBU, at de holder møder med Qatar, at de tager afsted med deres værdier, men de afviser et boykot. Hvilke forandringer forventer man Qatar leverer, når der ikke er en konsekvens i sidste ende for at trække på fødderne og fortsat ikke have implementeret varige reformer? 

Et nyt FIFA under Infantino?

Efter pres fra blandt andet Amnesty og medlemslandene tilføjede FIFA et krav til de nationer der skulle huse fremtidige slutrunder og fremtidige internationale turneringer, hvilket naturligvis er yderst positivt. Men lig reformerne i Qatar ser vi også her, at reglerne kun er så gode som evnerne til at overholde dem. Knap var blækket tørt før Kina fik tildelt VM for klubhold, at man sikrede at de overholder menneskerettighederne var dog ikke en del af udvælgelsesprocessen. De ændringer FIFA har gennemført er altså på ingen måde effektueret. Undskyldningen var at VM for klubhold var en test, og dermed ikke underlagt de samme regler. Dette er ikke alene ærgerligt, men vi ser det også som et udtryk for at FIFA som organisation slet ikke ønsker at ændre sig.

Efter tidligere topfolk i FIFA, herunder tidligere FIFA Præsident Sepp Blatter, er endt i enten retslige efterspil eller blot smidt for porten deres rolle i tildelingen af blandt andet værtskabet for VM i 2022, skal vi så tro på at FIFA nu har ændret de fundamentale problemer, der er i organisationen?

Midt i corona pandemien rejste nuværende FIFA Præsident Gianni Infantino rundt i hele Afrika og i direkte strid med FIFA egne etiske regelsæt har han blandet sig i et af medlems forbundenes (CAF – Confédération Africaine de Football) valgkamp. Flere af de afrikanske medlemslande har taget afstand til Infantinos involvering og beskylder ham for at optræde som en koloniherre, som vil kontrollere fodbolden i hele det afrikanske kontinent. Hvorfor trodser Infantino så alle anbefalinger og flyver Afrika tyndt i tre uger? Jo han skulle jo sikre at den rette mand fik præsidentposten, så Infantino fortsat kunne nyde godt af den fortsatte opbakning og at hans position som FIFA præsident dermed ikke bliver udfordret – i Afrika i hvert fald.

Privatflyet som Infantino og hans følgesvend nød godt af, var desuden stillet til rådighed af vennerne i Qatar. På den måde formår Infantino på fineste vis at bygge bro mellem det gamle FIFA og det “nye” FIFA. Har FIFA ændret sig? De brune kuverter er måske droppet, men sammenblanding af interesser og overtrædelse af egne regler finder i den grad stadig sted.

FIFA løber fra deres arrangøransvar og lukker øjnene for vilkårene for arbejderne i Qatar. De holder ikke det nødvendige opsyn for at sikre at arbejderne behandles ordentligt og møder op til sikre arbejdspladser. Da lønnen for arbejderne på et fodboldstadion udeblev i 7 måneder, gjorde FIFA intet. Skal vi fortsat tro på et nyt FIFA?

Krav til Qatar og FIFA

Vi, i DFF, har formuleret en række krav som vi forventer er indfriet senest den 21. november 2021. Altså 1 år før VM går igang. Er kravene ikke indfriet ser vi ikke andre muligheder end at anbefale et boykot af slutrunden.

Kravene skal ses som et absolut minimum for at kunne afholde turneringer i denne størrelsesorden. Kravene er som følger:

  • Fri adgang for pressen i hele landet
  • Ansættelse af uvildige observatører til at overvåge forholdene for migrantarbejder herunder deres arbejdsplads og boligforhold. Samt sikrer aflønning finder sted.
  • Obduktion af samtlige dødsfald hos migrantarbejderne i Qatar
  • Mænd og kvinder skal kunne se fodbold på samme tribune

Krav til DBU

Sideløbende med kravene til FIFA og Qatar skal DBU forpligte sig til at tale åbent om problemerne i FIFA og Qatar. DBU skal ligeledes senest d. 12 juni 2021 formulere konkrete krav til FIFA og Qatar, samt deadline og konsekvens, hvis kravene ikke mødes inden deadline.

Såfremt DBU ikke har yderligere krav end de vi har defineret, skal dette klart og tydeligt videreformidles.

DBU skal ligeledes forpligte sig til at konkretisere de tiltag de har arbejdet på at få gennemført. Hvad har DBU forsøgt at få ændret og hvad har DBU reelt set været med til at ændre? I skylder hele fodbold Danmark svar på de spørgsmål.

I vores kommunikation med Amnesty står særligt én ting klart. “Silent diplomacy doesn’t work” – så DBU, I skal ud af busken. I skal turde at kritisere Qatar offentligt. Enten er i en del af løsningen, ellers er I en del af problemet.

Brug din stemme for fan’!

Når vi er flere om budskabet og flere der holder DBU til ansvar for deres handlinger og beslutninger, er der større chance for, at vi bliver hørt og opnår resultater. Derfor har vi brug for at du giver en hånd med, ved at gøre nedenstående 3 ting. 

Det kræver ikke meget af dig, det kræver blot et kvarter.

Deltag i vores undersøgelse generelle fanforhold og fanholdninger, herunder VM i Qatar

Støt borgerforslaget, så vi sikrer en offentligt debat om VM i Qatar.

Underskriv Amnestys brev til FIFA, som appellerer til at de tager deres arrangøransvar seriøst og sikrer ordentlige forhold for arbejderne.

3 Comments

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

da_DKDansk