Alka Superliga og Danske Fodbold Fanklubber hæver overliggeren

Danske Fodbold Fanklubber (DFF) har gennem længere tid arbejdet med anbefalinger til Good Hosting og bedre rammer for fans på stadion, hvor en stor del af arbejdet retter sig mod udebaneafsnit. På den baggrund har klubberne i Alka Superliga i samarbejde med DFF besluttet, at løfte serviceniveauet for de danske fodbold fans: Det skal være nemmere, bedre og sjovere at gå på stadion.

Danske Fodbold Fanklubber (DFF) har gennem længere tid arbejdet med anbefalinger til Good Hosting og bedre rammer for fans på stadion, hvor en stor del af arbejdet retter sig mod udebaneafsnit. På den baggrund har klubberne i Alka Superliga i samarbejde med DFF besluttet, at løfte serviceniveauet for de danske fodbold fans: Det skal være nemmere, bedre og sjovere at gå på stadion. Allerede når forårssæsonen sparkes i gang vil klubberne tilbyde en masse nye services til de fans, der loyalt støtter deres klub både ude og hjemme. Fra sæsonen 2018-19 vil serviceniveauet være en del af de fælles krav, som klubberne skal opfylde for at få licens til at spille i landets bedste række.

Den nye udebane-pakke til de danske fodboldfans sætter dialog og koordinering i højsædet. Information forbedres både på klubbernes hjemmeside, og der sættes fokus på bedre koordinering mellem ude- og hjemmehold via klubbernes fankoordinatorer. Udeholdets fans vil fremover modtage et velkomstbrev med al relevant information om fx billetsalg, parkeringsforhold samt udbud og priser på mad og drikkevarer. Der er også sat standarder for antallet af kontrollører og adgangsforhold, der skal være med til at sikre alle fans en god og ikke for besværlig ankomst og indgang til stadion. Kort sagt tilbydes samme gode service til udeholdets fans, som til klubbens egne fans. Desuden skal der i udeholdets afsnit tilbydes den samme tilgængelighed og adgang for handicappede og kørestolsbrugere, som der er i hjemmeholdets stemningsskabende afsnit.
 
Til hver udebanekamp vil hjemmeholdets fankoordinator eller en anden servicemedarbejder stå i spidsen for at sikre udeholdets fans en god oplevelse. De får ansvaret for at serviceniveauet på udebaneafsnittet lever op til de nye standarder, og vil starte dialogen med udeholdets fankoordinator i god tid inden kampen. På kampdagen vil han/hun være tilgængelig fra afsnittet åbnes til  kampen er fløjtet af. Nogle af de centrale opgaver bliver at sørge for klare aftaler omkring Tifo’er og andre rekvisitter, sikre serviceniveauet og udbuddet i boderne samt sørge for ordentlige toiletforhold under hele kampen.
 
Danske Fodbold Fanklubbers vigtigste opgave er at arbejde for at skabe bedre rammer for fodboldfans og har i flere år arbejdet med Good Hosting. Hos DFF er man meget tilfredse med, at dette arbejde – i samarbejde med Divisionsforeningen og klubberne – udmønter sig i konkrete krav og initiativer.
 
”Vi er glade for, at der med dette sættes fokus på mere end gratis øl, som Good Hosting værktøj. Det glæder os at ordentlige forhold som lige adgang for handicappede, ordentlige toiletforhold, mad og drikke, informationer om udebaneafsnittet, samt at Tifo-, capo- og bannerforhold bliver krav fremadrettet.” udtaler Sarah Agerklint fra DFF’s Good Hosting udvalg, og fortsætter ”Vi har i DFF været meget tilfredse med samarbejdet omkring Good Hosting, hvor størstedelen af de anbefalinger, vi er kommet med, er blevet indarbejdet i de nye krav til udebaneafsnit”
 
For Alka Superliga udtaler direktør Claus Thomsen: ”Vi er super glade for den nye udebane-pakke. Vores fans betyder alt for klubberne og ligaen. Derfor er det en fornøjelse, at vi nu kan præsentere en samlet pakke, hvor klubberne tager et vigtigt skridt for at løfte niveauet endnu mere og skabe de bedste rammer for kampoplevelsen og den gode stemning på stadion. Der skal også lyde en stor tak til DFF for deres bidrag og den kæmpe indsats, de lægger for dagen, når det handler om at sætte fans først.”
 
For spørgsmål kontakt Sarah Agerklint, bestyrelsesmedlem i DFF, på tlf. 27124010 eller Claus Thomsen, direktør i Superligaen A/S, på tlf. 20683055

One Comment

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

da_DKDansk