Analyse: Kæmpebabyer eller mandfolk?

Sportsjournalistik er ikke som andre genrer indenfor journalistikkens verden. Fordi sport i høj grad handler om følelser.
Mediernes dækning af det danske fodboldlandshold eller andre danske idrætsudøvere har både i fortid, nutid og vil uden tvivl også i fremtiden hænge sammen med de resultater, som atleterne hiver hjem til vores fælles fædreland. Det yndige lille Danmark, som står der med alle sine brede bøge. Hvad enten man taler om sport med sine venner eller skriver professionelt om sport til sine læsere, vil der altid være følelser indblandet. Det er det, sport kan, og det er derfor, at tusinder af mennesker over hele verden weekend efter weekend eksempelvis betaler for at komme ind på stadion og se deres yndlings elleve massakrere modstanderne.

Vanvidskampen i Lissabon

Det var en lun sensommeraften i Lissabon i Portugal.  Klokken var 20.45 lokal tid. I spillertunnellen på José Alvalade Stadium stod 11 danske drenge og gjorde de sidste forberedelser til en af årets vigtigste kampe.
Efter en vanvittig forestilling på grønsværen med en endnu mere uvirkelig slutning stod danerne som vindere. De medrejsende roligans var i ekstase, og spillerne vandrede rundt, som om de ikke helt havde forstået deres bedrift, at have slået et af Europas absolut bedste fodboldhold - og så på fremmed græs.
I løbet af fem vanvittige minutter havde Olsens elleve spillet sig et kvantespring tættere på VM i Sydafrika. Fire års slutrundetørke så nu ud til at være slut. I mixedzone stod de medrejsende danske journalister klar med deres kameraer, micro tracks og kuglepenne. Men i stedet for et hav af roser til landstræneren og medspillerne, blev journalisterne mødt af en mur af tavshed. Spillerne havde besluttet, at de ikke ville tale med pressen. Kampens eftermæle og overskrifter blev derfor presseboykot i stedet for fantompræstation.

Pressen fik en kold skulder

Men hvordan skal denne boykot ses? I hvilken kontekst skal den læses? Er spillernes reaktion et spørgsmål for en gruppe overforkælede narcissistiske kæmpebabyer, som følte sig trådt over tæerne, eller er det helt legitimt, at de valgte ikke at svare på journalisternes spørgsmål? Var det i stedet et udtryk for, at den danske sportsjournalistik var gået for langt og var blevet for personlig i dens kritik af landsholdet?       
For at nå til bunds i en sådan analyse er man nødt til at gå et stykke tilbage.
Kvalifikationen til Europamesterskaberne i Østrig og Schweiz var glippet. Dette skyldtes blandt andet skuffende resultater med Nordirland og ja, så var der også Christian Poulsen og en vis fodboldidiot, som satte en stopper for et ellers heroisk comeback i parken mod Sverige.
I foråret 2008 havde man altså kun spillet ubetydelige venskabskampe mod nationer, som alle skulle til de forjættede europamesterskaber. Mediernes dækning af landsholdet var præget af, at man på sin vis havde accepteret, at de eneste danske præstationer, som skulle dækkes ved sommerens EM sportsbegivenheder, var dommer Claus Bo Larsens. Man kiggede fremad, og i BT og Ekstrabladet kunne man finde rubrikker som Mortens førstevalg: Thomas Tordenstøvle, som handlede om landstrænerens valg om at tage brøndbybacken ind i landsholdsvarmen igen. D. 25 marts kunne man i BT læse artiklen Vælter sig i afbud, som handler om de mandskabsproblemer, der var op til venskabskampen mod Tjekkiet. Overordnet for perioden kan man sige, at mediernes agenda ikke var andet end at dække den faktuelle virkelighed omkring landsholdet.
Alligevel kan man finde små spirer til det folkekrav om Morten Olsens afgang, som blev skabt gennem Danmarks to store sportsaviser BT og Ekstra Bladet efter det uafgjorte resultat i Ungarn d.6 september 2008.

Kom nu ud af busken Morten

Samme dag som BT nøgternt og objektivt skriver om de mange skadesproblemer, retter samme medie kraftig kritik af landstrænerens måde at udtage sine spillere på. Det faktum at han ikke opholder sig nok på de danske stadions men hellere vil se kampene på video. Dagen efter har Ekstra Bladets fodboldkommentator Allan Hansen samme holdning i sin spalte. Kom nu af busken, skriver han.
Vi kan altså konstatere, at cirka seks måneder før landsholdet gav pressen den kolde skulder, var de danske meningsdannere ude med kritik af træneren.    
Hen over det sene forår og sommeren daler intensiteten yderligere. Kun enkelte pip om utilfredshed med landstræneren.
Man kan betegne intensiteten i skriblerierne om landsholdet som en bølge, hvor det går op i forbindelse med afvikling af kampe og ned i de perioder, hvor der ikke er aktivitet omkring landsholdet.

Kovendingen

Og det er helt tydeligt, at der sker en kovending i journalistikken efter den første kamp i kvalifikationen til VM i Sydafrika. Efter Ungarn blev det med et for alvor legalt at kræve Olsens afgang. Forinden er det kun sporadiske pip, hvor en journalist henviser til debatsider i egne medier eller henviser til den generelle holdning i befolkningen. Eksempelvis d. 30. maj, hvor Flemming Fjeldgaard postulerer, at Morten Olsen aldrig har haft flere fjender i den danske befolkning. I BT konkluderede Allan Pedersen, at det er det dårligste landshold i 30 år, og Ekstra Bladet gav læserne tre grunde til, at de danske fløje er så sløje. Man kunne blive ved. På Debatsiderne hos begge formiddagsblade var der ikke nogen tvivl om formålet med læsernes indlæg. MAN VILLE AF MED OLSEN.
Der er ingen tvivl om, at landsholdet og andre offentlige personer skal kunne forvente og tackle at blive hængt ud i pressen. Lige så lidt tvivl kan der være tvivl om, at en landstræner er ansat for at skabe resultater. Når selvsamme landstræner ikke formår at udfylde sin opgave op til to på hinanden følgende slutrunder, må han nødvendigvis også kunne forvente kritik. Men når jeg alligevel vil argumentere for, at de danske landsholdsspillere, i hvert fald delvist, handlede i deres ret, er det fordi, debatten om holdet op til den famøse kamp i Lissabon, i min optik, var blevet alt andet end saglig og objektiv.

Nobody wins

Journalistikken spiller fallit, når kritikken bliver personlig. Når formålet med at publicere artiklerne er at få en ny træner i stedet for Morten Olsen.
For lige så meget som sporten bliver levende og relevant i kraft af de følelser, som følger med, lever journalistikken af sin objektivitet.
Kampen mellem landsholdet og pressen endte 0-0. Resultatet status quo.  Ingen vinder, kun tabere.

Af journalist Mathilde Miller

* note
Denne analyse er skrevet på baggrund af en empirisk undersøgelse, hvor alle artikler mellem d. 10/3 2008 og d. 10/ 9 2008, som omhandler landsholdet, er analyseret. Der indgår 253 artikler i det samlede data materiale.