Så er tid og sted på plads for næste års fanseminar.
Det bliver i weekenden d.1-3 februar 2008 at DFF afholder det årlige Fanseminar i Aalborg. Det er 4. år i træk at DFF inviterer alle medlemmer til Fanseminar og næste år forventes flere deltagere end nogensinde før. Hver fanklub må sende op til 3 repræsentanter til seminariet og med den seneste tids tilgang af FAN Fyn og Hvidovre Fanklub så kan vi komme tæt på 70 medvirkende næste gang.
Arbejdsgruppen arbejder hårdt med at forberede programmet og alle de praktiske detaljer som skal sikre endnu en faglig og social succes. Det er en stor udfordring at følge i kølvandet på arrangementet i Esbjerg, men Lars Thomsen, næstformand i ASC, er fortrøstningsfuld. Lars vil ikke løfte sløret for hvad der præcist er på programmet endnu, men garanterer at det bliver mindst ligeså spændende og udfordrende som sidste år hvor både DBU og Norsk Supporter Alliance deltog.
Deltagelse på DFF´s fanseminar er kun for repræsentanter fra medlemsforeningerne samt enkelte gæster ude fra. Det er gratis for medlemmerne at deltage dog afholder medlemsforeningerne selv udgifterne til transport.

