Generalforsamling 2010

Lørdag d. 4. september 2010 blev der afholdt ordinær generalforsamling hos de Danske Fodbold Fanklubber. Generalforsamlingen fandt sted på NRGI Arena i Århus, hvor frivillige fra AGF Fanclub havde været med til at skabe de perfekte rammer.

 

Den nye bestyrelse består af formand Brian Petersen (DFF/BK Frem Support), næstformand Lisa Neergaard (AGF Fanclub), kasserer Tine Hundahl (DFF), bestyrelsesmedlemmerne Kenneth Stricker (DFF/Blue Vikings) og Lis W. Hansen (SIFosis). De nye suppleanter blev Helle Fahlgren (Wild Tigers) og Tommy Simmenæs (Den Gule Fare). Intern revisor er fortsat Lars Helms (Den Gule Fare).

 

DFF Generalforsamling 2010 

Det blev til en hyggelig dag i DFFs tegn, hvor særligt emnet DFFs virke og fremtid kom på banen. For at dette fælles projekt skal lykkes står det klart, at arbejdshandskerne skal på og flere skal involveres.

 

Det er den nye bestyrelses mål at DFF skal blive mere synlig i den fanpolitiske debat. Og der skal uddelegeres mere ansvar til flere udvalg, således at flere bliver involverede i DFF.

 

DFFs Sikkerhedsudvalg består nu af formand Vibeke Kilian (AGF Fanclub) og medlemmerne Kenneth Stricker (DFF/Blue Vikings), Brian Jørgensen (The Crazy Reds), Steen Hvam (Randers FC Support), Lars Thomsen (Aalborg Support Club) og Michael Patuel (FCKFC).

 

Derudover eksisterer der i dag et U21-udvalg med henblik på at hjælpe DBU med stemningstiltag og fan-aktiviteter til det kommende EM for U21 i 2011. Desuden et TIFO-udvalg der arbejder aktivt på at føre klubstemning til landskampene ved at udføre diverse tifos (visuelle og vokale stemningstiltag), og ved at fanklubberne har adgang til billetter på Stemningstribunen i Parken (B4), hvor vi står sammen på tværs af klubskel og har landsholdet som fælles mål.

 

Der er fortsat to store aktiviteter på programmet: Fair Fans Cup og DFF Fan Seminar.

Fair Fans Cup (det officielle inde-DM for fanklubberne) afholdes næste gang af FCKFC.

DFF Fan Seminar bliver næste gang afholdt af Wild Tigers og de Blå/Hvide Engle – her vil særligt DFFs fremtid og virke stå på programmet.