Danske Fodbold Fanklubber støtter unge i Sydafrikas slum
Pressemeddelelse:
Danske Fodbold Fanklubber støtter unge i Sydafrikas slum
Danske Fodbold Fanklubber har indsamlet 25.000 kr. fra danske fans til at støtte sportsaktiviteter under VM rettet mod unge i Sydafrikas slum. Nu bliver pengene sendt af sted via Afrika Kontakt.
Afrika Kontakts forkvinde, Signe Borker Bjerre, fik i torsdag overrakt de 25.000 kroner af foreningen Danske Fodbold Fanklubber (DFF), en interesse- og netværksorganisation for de officielle fodbold- fanklubber i Danmark.
I forbindelse med overrækkelsen sagde Signe Borker Bjerre, "De fleste unge Sydafrikanere har ikke råd til at købe en billet til et af de mange nye stadions, for at se en af de mange VM-kampe. Med den støtte vi har fået fra de Danske Fodbold Fanklubber, er det muligt at et lille hjørne at det fattige Sydafrika også får en mulighed for at få en oplevelse for livet".
Pengene er indsamlet af DFF´s frivillige i forbindelse med efterårets VM-kvalifikationskampe i Parken, samt gennem indtægter fra salget af kvalifikationssangen "Vi er på vej til Afrika" med Bamse, Mortito og Amager Gospel Kor.
”Som enhver velopdragen gæst vil vide, så er det høfligt at man har en gave med til sin vært, og på denne her måde er vi sikre på at nogle af de unge uden billetter til stadions også kan føle, at de er en del af fodbold VM”, udtaler initiativtager til indsamlingen og tidligere formand i DFF, Ronni Abergel, på vegne af foreningen.
Sammenslutningen af Danske Fodbold Fanklubber ønsker med ”Fangaven” fra Danmark til Sydafrika at anerkende det store arbejde og det offer, den sydafrikanske befolkning har bragt, for at præsentere slutrunden.
De 25.000 kr. er øremærket to af Afrika Kontakts samarbejdspartnere i Cape Town, Molo Songololo og Hands On. Organisationerne vil bruge pengene til at afholde gadefodboldturneringer og workshops under VM i fodbold i Sydafrika i det fattige Cape Flats uden for Cape Town, et sted der er berygtet for sin voldsomme bandekriminalitet. Pengene vil blandt andet blive brugt til indkøb af sportsudstyr i form af træningstøj, støvler og fodbolde.
Molo Songololo bruger gadefodbold som en ferieaktivitet for skolebørn, hvilket kombineres med en kampagne om vold, ”giv volden det røde kort”.
Hands On har et lignende udgangspunkt for deres projekter, men fokuserer mere på at bruge fodbolden som en slags workshop i sig selv, hvor de unge f.eks. træner samarbejde og andre sociale færdigheder.
Der er mulighed for at besøge de to organisationers aktiviteter under VM, ved at kontakte nedenstående.
Yderligere oplysninger kan indhentes fra:
Jette Kristiansen, Afrika Kontakts projektkoordinator i Cape Town, +27 (0)82 83 86 002 kristiansenfox@gmail.com
Morten Nielsen, Informationsmedarbejder i Afrika Kontakt, +45 25 39 65 57 morten@afrika.dk
Signe Borker Bjerre, Afrika Kontakts forkvinde, + 45 61 27 28 68 signe@afrika.dk
Patrick Solomon, Molo Songololo, +27 (0)21 448 54 21 patric@molo.org.za
Des van Niekerk, Hands On, +27 (0)72 63 42 701 dezzy@polka.co.za
Det er muligt at læse mere om Afrika Kontakt arbejde i bl.a. Sydafrika på www.afrika.dk, og om DFF på www.fairfans.dk
Danske Fodbold Fanklubber takker de mange frivillige, der gavmildt brugte tid og ressourcer på projektet. En stor tak til alle jer der støttede indsamlingen. Regnskab for indsamlingen er tilgængelig ved kontakt til Danske Fodbold Fanklubbers administration.

