Brøndby skammer sig over fans
Scenerne fra kampen mellem Horsens og Brøndby i dag, er desværre set mange gange før. Det er beskæmmende for dansk fodbold og hvis klubberne ikke snart sætter sig sammen og finder fællesfodslag omkring de centrale udfordringer, så vil det med garanti også ske i fremtiden.
Away klubber kan ikke løse problemerne
Optøjerne i Horsens har straks givet anledning til spekulationer om hvor vidt indførelsen af en AWAY klub i Brøndby, kan være med til at dæmme op for problemerne. Men inden der udbryder for meget jubel omkring AWAY konceptet, så er der lige et par faktuelle ting, som man bør tage med i sine overvejelser.
- Der er stadig problemer med romerlys til FCK´s kampe på udebane. Problemet er altså ikke forsvundet ud i den blå luft med indførelsen af AWAY kortet.
- AJAX Amsterdam som fremhæves for at have opfundet systemet og mener at have haft succes med det i 10 år, har netop fået lukket alle deres kampe mod PSV i de næste to år. Dette er sket til trods for AWAY klubben.
- Det er et omkostningstungt system at etablere og drive, for ikke at nævne tabte tilskuer indtægter for noget som i virkeligheden bare er et plastic kort, intet mere. Samtidigt er video overvågningen mange steder så ringe, at det er svært at genkende noget som helst på optagelserne.
- De færreste klubber har den slags problemer som Brøndby og FCK
-
Det er fuldstændigt umuligt at udelukke, at nogle få tilskuere, ud af mange tusinde, kan finde på at bruge vold og hærværk til en fodboldkamp. Uanset plastikkortet i baglommen.
- Etablering og drift af en AWAY klub er mere ressource krævende end at ansætte en fan-koordinator på deltid. Det har man med stor succes gjort i Bundesligaen. Samtidig kan personen sikre en dialog mellem klubben og de forskellige fanklubber og fraktioner.
Klubber kan ende med at betale for høj en pris
Imens man i alt for mange år i Divisionsforeningen og hos DBU har danset rundt om den varme grød, så kan det ende med at dansk fodbold kommer til at betale en endnu højere pris. Udgifterne til sikkerhed stiger og stiger, mens tilskuertallet svinger lidt op og ned. Episoder som dem i Horsens er næppe med til at sælge flere billetter til stadions rundt omkring i landet, ligesom det er svært at se nogle sponsorer der bliver begejstrede over at se deres logo forbundet med optøjer og voldelige overfald på stadion personalet. Personale som i mange tilfælde er frivillige der i stigende grad skal stå model til trusler, tilsvining og fysiske overgreb. Spørgsmålet er hvor længe forretningen har råd til at have et åbent sår og hvornår dem med magten til at ændre tingene finder ud af, at sætte sig sammen. Indtil da kan de ansvarlige ballademagere fra Horsens kampen se frem til "livstidskarantæner i skammekrogen".

