Randers FC lancerer ny fan struktur

Fodboldklubben Randers FC oplyser på deres hjemmeside at de lancerer en ny fanstruktur. Det betyder at den officielle fanklub fratages sin titel som officiel fanklub. Fremover skal alle fraktioner og foreninger have en mere direkte kontakt med ledelsen i Randers FC. Men det betyder samtidigt at Randers FC vedkender sig ansvaret for alle de fangrupper, som klubben samarbejder med, og det er positivt mener DFF.

Fanparaply?

I klubbens skrivelse fremgår det ikke helt præcist hvordan den nye fan struktur vil se ud i praksis, men det er positivt at Randers FC, nu tager ansvar for samarbejdet med de forskellige fan grupperinger. Samtidigt melder klubben ud at den vil samarbejde med alle fans, som vil bidrage til at skabe stemning på stadion. Hvis de lever op til klubbens regler og ordensreglement på stadion.

Fankomite med officiel fanklub

Randers FC har nemlig ret i at fan kulturen er langt mere forskellig i sine udtryk. Og at den forskellighed ikke længere kan favnes i en enkelt forening eller fanklub. Det har man også indset i Odense, hvor man har oprettet en Fankomite. Her er det tvær-fanlige samarbejde etableret uden at man har frataget fanklubben OB Tigers deres status som "officiel". 

Klubber bør forpligtes til dialog

DFF har i en arbejdsgruppe under DBU stillet forslag om, at fodbold klubberne forpligtes til, at etablere dialog fora med deres supportere. Så flest mulige synspunkter blandt de aktive tilhængere kan komme frem og klubberne ikke kan fravælge, at forholde sig til udviklingen blandt deres tilskuere. FC København er et godt eksempel på hvad der kan ske, hvis man venter for længe med at orientere sig om hvad der rører på sig. En nedlæggelse af armslængde princippet vil tvinge klubberne til at forholde sig til de forskellige grupperinger som agerer i fan miljøet.

Den dag vi alle er uofficielle

Med titlen som officiel fanklub signalerer fodboldklubben til omverdenen, at denne forening og dens værdier er forenlige med klubbens. Og at den kreds af personer som tegner foreningen er anerkendt af fodboldklubben. I disse "aktivistiske" tider er det netop vigtigt i forhold til sponsorer og andre samarbejdspartnere, at klubben står som garant for fanklubben. Randers FC Support skal nu nok overleve uden at være officiel, men hvis Randers FC tegner udviklingen, så skal vi alle være uofficielle, men tilgengæld skal klubberne afsætte ressourcerne til at organisere deres fans i en fan paraply. Det tror vi ikke på, at hverken Randers FC eller Divisionsforeningens medlemmer er parate til at bruge tid og penge på.