ODDSET Fair Fans Cup 2008

Sidste års forsvarende mestre fra Lyngby stiller ikke op i årets turnering. Så der skal findes en ny mester når de 26 hold brager sammen til årets Oddset Fair Fans Cup. Blandt favoritterne til at hjemtage trofæet er FCKFC´s PornstarZ, Henry From Classic fra AGF og Kaptajnens Bedste fra OBs Tigers.

Blandt outsiderne finder man hold som Team Linselus, 3 kampe og i bad (begge fra Roligans), og nye hold som De Blå Æsler  fra Randers og 80ér heltene fra Hvidovre Fanklub. Som altid møder Herfølges Hærfugle op i kampuniform og FCN´s drenge har lovet at tabe med ære om nødvendigt. 

I bunden finder man som altid BK Frem, DFFs eget hold og Lyngbys Blue Vikings. I år er der gode chancer for at Silkeborg Sifosis og Vejles Crazy Heads (Reds) kommer under nedrykningsstregen.

Publikum har gratis adgang til stævnet som hvert år afgør hvilken fanklub der kan mest på banen. Det er nemt nok at sidde på tribunen og råbe og skrige af spillerne på banen. Men nu skal supporterne selv ud og bevise hvad de kan.

Der spilles 4 mod 4 og mand over midten. Dame spillere der scorer mål tæller som altid dobbelt med undtagelse for straffespark. Stævnet afvikles i den ånd som DFFs medlemmer kontinuerligt forsøger at fremelske på de danske stadions. Turneringens helte fejres ved en efterfølgende GULDFEST der er tilrettelagt af BK FREM Supports medlemmer.

ODDSET Fair Fans Cup 2008 finder sted den 16. februar fra kl.11:30 i Gladsaxe Sportshal.