Kollektiv straf - Nej tak!

I Danske Fodbold Fanklubber (DFF) læste vi fredag med overraskelse og undren FC Københavns udmeldelse om ikke længere at ønske udebanefans.

I DFF arbejder vi for at forbedre dialogen mellem klub og fanklub. Vi forsøger at skabe øget fokus på den positive fankultur og ikke mindst Good Hosting. I øjeblikket arbejder vi intensivt på at få indført fælles Tifo-regler på de danske Stadions i samarbejde med Divisionforeningen og sikkerhedscheferne. Vores opgave er, at få de bedst mulige forhold for fodboldfans rundt omkring i landet, uanset om man er på hjemme- eller udebane.

Den positive fankultur blomstrer i Danmark, og den bør derfor ikke bestemmes og begrænses af nogle få utilpassede elementer. Vi mener ikke at kollektiv straf i form af lukning af et udebaneafsnit er vejen frem. Det er en falliterklæring overfor alle de positive fans der drager med FC København på udebane. Som aktive fodbold fans ønsker vi at støtte vores klubber uge efter uge både ud og hjemme. Med lukningen af udebaneafsnittet vil det tvinge udebanefans ind på blandede tribuner. Det mener vi ikke er en forsvarlig løsning, da det på ingen måde forventes at medføre en mere gnidningsfri afvikling af kampene.

 

DFF vil derfor opfordre til, at FC København forsætter dialogen med FC København Fan Club for at sikre opbakningen og den positive fankultur omkring klubben.