Betsafe Fair Fans Cup 2012
Fodboldfans på tværs
Lørdag den 11. februar 2012 mødes fodboldfans fra 12 forskellige klubber, fra Superligaen & 1. division, når de tørner sammen på fodboldbanen i en dyst om ære, medaljer og vigtigst af alt håneret i Betsafe Fair Fans Cup 2012.
Det er 17. gang at medlemmerne i Danske Fodbold Fanklubber (DFF) tørner sammen i en indendørs fodboldturnering, hvor der på banen er lagt op til fight og hån, mens der bag målene er håndtryk og knus. Det hele afsluttes selvfølgelig med det fans nu engang er bedst til - nemlig 3. halvlegs helt store guldfest. Holdene består både af unge som gamle, mænd som kvinder, så der er plads til forskelle og mangfoldighed, hvilket også kendetegner medlemsforeningerne generelt.
"Bookmakerfirmaet Betsafe har i år valgt at være hovedsponsor for turneringen, hvilket vi er utrolig glade for. Det er dejligt med en sponsor, der i den grad støtter op om vores samarbejde så vi kan løfte turneringen til endnu større højder. Turneringen er et vidne om at vi fans - helt i mod det gængse mediebillede - sagtens kan samarbejde, mødes, dyste for sjov og feste til langt ud på natten på tværs af klubskel. Så opbakningen fra Betsafe er helt uvurderlig", udtaler Formand for Randers FC Support, Louise Andersen, om stævnet.
Værtsskabet går på skift blandt medlemmerne af DFF, og i år er værterne for stævnet Randers FC Support, der har allieret sig med Spentruphallerne 8 km. nord for Randers. Her fløjtes stævnet i gang kl. 11.30, og holdet der skal have guldmedaljerne om halsen er fundet kl. 17.00. Publikum er mere end velkommen til at kigge forbi. Udover fodbold og en masse fodboldfans, er der denne dag også mulighed for at prøve spillet Flickball, der er udviklet over grundidéen af loppespil.
Stævnet afholdes:
Spentruphallerne
Skraldhøjvej 3
8981 Spentrup
Praktiske informationer (tidsplan/kampprogram) tryk her

