14 TIFO'er på 14 dage
14 TIFOER på 14 dage - Danske Fans skaber kulissen til U21 EM.
Når det danske U21-landshold løber på banen til lørdagens åbningskamp mod Schweiz, så er det ikke kun starten på den største fodbold begivenhed på dansk jord nogensinde. Det er også kulminationen på mange måneders forberedelse for hundredevis af danske fodbold fans fra fanklubber i Aarhus, Viborg, Vejle, Horsens, Silkeborg og Randers.
Medlemsforeninger fra sammenslutningen af Danske Fodbold Fanklubber (DFF) har i samarbejde med UEFA og DBU forberedt TIFOer til samtlige slutrundens kampe.
Tifo-koordinator og U21-klubambassadør Vibeke Kilian fra AGF Fanclub glæder sig til at vise dansk fankultur fra sin bedste side, når turneringen bliver fløjtet i gang i Aarhus.
- Det er et kæmpe arbejde vi har påtaget os, men det er heller ikke hver dag, at vores lille land får lov at lægge græs til så stor en begivenhed. Det vil vi markere ved at vise hele Europa hvad danske fodbold fans kan, siger Vibeke Kilian.
De mange frivillige møder typisk ind på kampdage ni timer før kampstart for at udsmykke stadion med plasticmosaik, creperuller, konfetti og mere til.
- Vi er stolte over at være med til at skabe en festlig kulisse for turneringen, og det gør vi blandt andet ved at gennemføre 14 tifoer på fjorten dage, siger Vibeke Kilian.
Det er første gang i U21 turneringens historie at der bliver gennemført så mange TIFOer, og det skal være med til at sætte et positivt præg på slutrunden.

